HISTORIEN om ALICE og ASMUS
- deres liv, deres forældre, deres slægt

På dette Websted kan du finde fotografier og slægtshistorie om
ALICE INGE AGNETE THOMSEN, født HOLTET, og OTTO ASMUS THOMSEN fra Vejle

RASMUSSEN-familien fra Herrested Sogn, Vindinge Herred, Svendborg Amt

- Otto Asmus Thomsens morfars familie - med navnene Just og Rasmussen -

--- Se data om Rasmussen-familien fra Herrested ---

I den lille by Herrested, som ligger på Østfyn, i Svendborg Amt, Vindinge Herred, Herrested Sogn, boede Asmus' oldeforældre Karen Justdatter og Rasmus Rasmussen som fæstere af en gård under Stamhuset Ravnholt, som ejede alt jorden og skoven i området.

"I 1797 foretog man udskiftning i Herrested Sogn på én gang, hvor alle gårde og huse blev gjort lige i hartkorn (hver gård fik 7 tønder 2 skæpper). Af Sognets samtlige 51 gårde blev 16 udflyttet og lagt midt ude i deres jordlodder, der har regelmæssige figurer. Dog må undtages herfra 4 på Måreskov udflyttede gårde, hvoraf de 3 har beholdt en temmelig langtfra liggende udlod. De i byerne tilbageblevne gårde har hartad alle deres jorder på to steder, memlig en bylod og en udlod over 1/8 mil fra byerne. Tvende boelsmænd har ligeledes hver en bytoft og en udlod. Af 33 husmænd, hver med 4 skæpper hartkorn, ligger kun nogle få på deres lodder, de fleste har dem på udjorden." (Carl Dalgas: Svendborg Amt beskrevet 1837).

Ved sin død i 1827 betegnes Rasmus Rasmussen: "Gaardmand og Udflytter af Herrested", så han har altså været en af dem, der har fæstet en af de 16 udflyttede gårde. Præcis hvornår dette er sket, vides pt ikke, for stedsbetegnelserne varierer for de forskellige kirkebogsindførsler om fødsler, samt i lægdsrullerne. Måske er Rasmus Rasmussen startet på en mindre gård, sønnen Ole nævnes i 1805 født på "Lundsgård". Denne gård skulle iflg. oplysning ligge i den nærliggende lille by, Villumstrup, som ligger lidt nordøst for Herrested. Tove Nielsen oplyser: "Idag er kun stuehuset tilbage og jorden er solgt fra til en landmand i nærheden".

Udflyttergårdens nanv nævnes først ved Karen Justsdatters død i 1834: "Enke af Unkerschou". Andre benævnelser er: Ungerskovgaarden. Ungerskov er den sydøstligste del af skoven Sønderskov, som ligger et stykke nordvest for Herrested By, tæt ved Hellerup Plantage. Gården eksisterer iflg. Tove Nielsen ikke mere.

Da kirkebøgerne for Herrested Sogn mangler for perioden før 1813, ved vi ikke så meget om familien før dette tidspunkt. Vi må således prøve at regne os frem til Rasmus og Karens fødselsår. Han døde i 1827 som 52-årig og må derfor være født omkring 1775 - hvor ved vi heller ikke. Hun døde i 1834 som 61-årig og må altså være født omkring 1773, måske i Maare hvor der iflg. Folketællingen 1787 boede mange med navnet Just eller Justsen og også en Karen Justdatter på 15 år, som derfor må være født i 1772 og godt kunne være "vores" Karen.

Hvornår de unge mennesker blev gift, ved vi heller ikke, men mon ikke det har været omkring år 1800. Det lader til, at deres første søn blev født i år 1803, men var det nu deres første barn? Han blev døbt Frederik og dette navn er ellers ikke rigtig at finde blandt de navne, der dukker op i Folketællingen 1787.

Under alle omstændigheder begynder vi vores beretning her:

1803:

Karen Justdatter nedkommer med sønnen Frederik Rasmussen den 11. April i Herrested. Barnet døbes den 15. April og indskrives i Lægdsrullens Hovedrulle for 1803.

1804:

Året efter bliver familien forøget med sønnen Ove Christian, som fødes den 11. September og indskrives i Lægdsrullens Tilgangsrulle. Vi ved ikke, hvornår barnet blev døbt, for kirkebogen mangler for denne periode og hans konfirmation er ikke fundet. Antagelig fordi han slet ikke er blevet konfirmeret, han får nemlig senere betegnelsen "Er Øiensynlig fjantet. Øiensynlig vanvittig". Drengen har sandsynligvis været retarderet.

Navnene Christian og Christiane går igen i familien og navnet Ove kan evt. stamme fra Karens Justsdatters bror.

1805:

Efter er år nedkommer Karen atter i 1805 med en søn: Ole Rasmussen, som fødes den 21. November og døbes den 31. (!) November i Herrested Kirke. Denne gang bemærkes det i Lægdsrullen, at fødestedet er Lundsgaard, mens der ved de tidligere fødsler er noteret Herrested.

1807:

fødes Karen og Rasmus' første datter. Datoen kendes ikke, men vi ved, at hun bliver døbt i Herrested Kirke den 6. April (eller står der Juni?) 1807 og får navnet Ane Rasmusdatter.

1810:

Familien forøges med sønnen Rasmus Rasmussen, som fødes den 29. Maj på Lundsgaard og døbes den 3. Juni i Herrested Kirke.

Christiane vaccineres af Dr. Schjønnemann.

1811:

Ane og lille Rasmus bliver vaccineret af Lægen Schjønnemann.

1813:

Frederik og Ole (og måske også Ove Christian?) vaccineres d. 5. Aug 1813 af Districhtschirurg Schønnemann.

1814:

Karen nedkommer med endnu en datter den 4. Februar. Barnet hjemme døbes den 10. Februar med navnet Karen Rasmusdatter og fremstilles i Herrested Kirke Kristi Himmelfartsdag samme år. Som faddere ses Ove Justesen, sikkert Karens bror, og ... Just Hansen, som er gårdmand i Maare og måske har været husbond for Rasmus, da han var ude at tjene i 1787.

Den 31. August bliver lille Karen vaccineret af Dr. Schjønnemann.

1816:

Karen Justdatter og Rasmus Rasmussen får deres yngste søn den 27. Januar. Han hjemmedøbes med navnet Just Rasmussen den 28. Januar og fremstilles senere samme år i Herrested Kirke. Flere familiemedlemmer er faddere: Unge Just Hansen i Maare, Jens Justesen i Maare, måske Karens bror, og en Gjertrud Justsdatter i Maare. Just optages i Lægdsrullens Tilgangsrulle med fødested: Herrested.

1817:

Just vaccineres den 10.Juni af Dr. Schjønnemann.

1818:

Frederik konfirmeres i 1818 i Herrested Kirke. Han er 14 1/4 år gammel og får bedømmelsen "Udmærket god".

1820:

Ole konfirmeres i Herrested Kirke i 1820 med dommen "Udmærket god i Kundskab og Meget god i Opførsel". Han er nu 14 1/5 år gammel.

I Lægdsrullen for dette år noteres nu Frederiks højde til 66 1/4 tomme og alder til 18 år. Der er også et notat om "1824", som vel er det år, han skal "springe soldat". For alle sønnerne gælder det, at de opholder sig i hjemmet. Ove Christian er nu 16 år, Ole 15, Rasmus 10 og Just 5 år. Døtrenes alder ses ikke her, men Ane må være omkring 13 år, Christiane omkring 12 og Karen omkring 6 år gammel.

1822:

Dette år bliver ældste datter Ane konfirmeret, 14 1/2 år gammel, i Herrested Kirke med dommen "Udmærket god i Kundskab og Opførsel".

1823:

Så er det Christianes tur til at blive konfirmet i Herrested Kirke. Også hun er 14 1/2 år gammel, men dommen over hende lyder noget anderledes, idet hun skønnes at være "Maadelig af Kundskab", men dog "Meget god af Opførsel". Den "dårlige" karakter får dog mening, når vi senere hører, at hun er "uden sin forstands fulde brug/idiot". Hun har derfor ikke kunnet tilegne sig kundskab i Katekismen, som var de kundskaber, der bedømtes. Men hun har altså været en sød og rar pige, der har opført sig "meget godt".

1824:

I dette år Lægsdrulle er der nu kommet nogle flere optegnelser om familiens drenge, der alle stadig opholder sig i hjemmet:

Frederik angives nu til at være 66 1/2 tomme og 21 år. Anmærkningen "1824" står der stadig, men nu er der tilføjet "Frilod 1825". ("Frilodsmænd" = "indtil videre fritaget for militærtjeneste på grund af højt lodtrækningsnummer" (J.Green: Slægtsforskning i lægdsruller...")

Ove Christian er nu overstreget, han angives til at være 19 år og 66 tommer, men noterne siger "Udslettet Tstd. og Pr. samt Skolel. Attest fremlagt. Er Øiensynlig fjantet". - og: "Øiensynlig vanvittig, beviises næste Aar med Tstd. samt Pr. og Skoelel.Attest. Session 1825".
(Tstd. = tilstand, Pr. = Præste(attest), Skolel.= Skolelærer(attest). - Fjantet betød "uden alvor ell. besindighed, taabelig, tosset, ikke rigtig klog".)

--- Her har vi måske forklaringen på, at Ove Christian øjensynlig ikke blev konfirmeret. Hvor søster Christiane dog kunne bedømmes dom værende "Maadelig af Kundskab", kunne Ove Christian åbenbart slet ikke tilegne sig kundskaber. En trist skæbne for et forældrepar at få ikke mindre end 2 retarderede børn, men heldigvis var de øvrige 6 jo tilsyneladende friske og kvikke og besad udmærkede kundskaber.

Ole, der nu er 18 år, er også blevet målt til 62 tommer og har fået noteret årstallet 1827.

1825:

Så er det den 14 3/4-årige Rasmus' tur til at blive konfirmeret i Herrested Kirke. Også han får en god dom, dog kun "Meget god af Kundskab og Opførsel".

1827:

I Lægdsrullen for dette år figurerer kun Frederik, 24 år, 66 1/2 tomme; Ole 21 år, 62 1/2 tomme, Rasmus 16 år og Just 11 år. Ole har desuden fået en påtegning "1828", mens Frederik har et længere notat: "1824 - Frilod 182-S 1829 Artill 4 C 1830". Det lader altså til, at drengen kan vente endnu et par år med at gøre militærtjeneste.

Dette år rammes familien af en stor tragedie og sorg, da Rasmus Rasmussen dør den 23. Juni. Han er kun 52 år gammel og efterlader sig hustruen Karen på omkring 54 år og børnene Frederik på 24, Ove Christian på 23, Ole på 21, Ane på 20, Christiane på 19, Rasmus på 16, Karen på 13 og Just på 11 år.

Straks efter dødsfaldet ankommer til gården, som jo er en fæstegård under Ravnholt, forvalteren Eidorff på Stamhuset Ravnholts vegne i "den fra Herrested By udflyttede Gaard Lundsgaard kaldet" for at "foretage og afholde en lovlig Besigtigelse og Vurderingsforretning .... til efterfølgende Skifte ... mellem den efterlevende Enke Karen Justesdatter ... og hendes med den afdøde sammenavlede Børn". Her angives børnenes alder til: "Frederik 24 Aar, Ove Christian 22 Aar, Ole 20 Aar, Rasmus 16 Aar, Just 12 Aar, Anne 19 Aar, Christiane 18 Aar og Karen 14 Aar gamle". Karen havde her bedt sin bror Jens Justesen, gårdmand i Maare, om at fungere som lavværge, så de var begge tilstede ved besigtigelsen sammen med Frederik og Ole og deres (lavværge?) husmand Jacob Rasmussen af Maare, som også var mødt som lavværge for Ove Christian, der betegnes som vanvittig, og for de øvrige umyndige børn. Også 2 vidner var mødt op, nemlig Rasmus Andersen af Kragelund og gårdmand Christen Jespersen af Herrested. Karen konfererede med sin lavværge og "tilkendegav for Skifteretten", at .... hun ønskede at forblive i uskiftet bo, hvilket blev hende tilladt. Karen måtte underskrive referatet med ført pen og det samme måtte bror Jens Justesen og den anden lavværge Jacob Rasmussen. Frederich skrev selv under, men også Ole måtte have "ført pen".

Der er begravelse på Herrested Kirkegård den 29. Juni og så må Karen tage kampen op med det daglige brød og gårdens drift.

Den 28. August fandt den endelige stadfæstning af skiftet, som uskiftet bo, sted. Her måtte Karen fremvise den kongelige og "allernaadigste Bevilling til at maatte hensidde i uskiftet Boe med sine Børn og Arvinger ... saa længe hun i enlig Stand forbliver".

Enden på det hele blev altså, at Karen kunne forblive på gården og drive den videre sammen med sine hjemmeboende børn. Og dagligdagen fortsatte:

1828:

Dette år fyldte datteren Karen 14 år og blev konfirmeret i Herrested Kirke som 14 1/2-årig med dommen: "Udmærket god af Kundskab og Opførsel".

1829:

Dette år bringer familien lidt mere glædelige begivenheder, da Karens første barnebarn bliver født og hendes ældste søn gift. Og det sker i den rækkefølge.

Først fødes den lille Rasmus Peter Frederich Rasmussen i Hesselager Sogn, Gudme Herred, Svendborg Amt, den 24. Oktober.

Og dagen efter, den 25. Oktober vier Præsten i Hesselager den 26-årige Frederik til den 23-årige Maria Lucie Pedersen fra Stenderup. Vielsen foregår "hjemme formedelst Brudens Upasslighed"!

Samme dag, den 25. Oktober, døbes deres søn Rasmus Peter Frederich og blandt fadderne er barnets farbrødre Ole og Rasmus Rasmussen, samt Hans Justesen i Maare.

1830:

Mon ikke, at Karen Justsdatter har draget et lettelsens suk, da hun fik konfirmeret sin yngste, Just, i løbet af dette år. Så nåede han også til skels år og alder og måtte formodes nu at kunne klare sig selv uden en fars nærvær og hjælp. Det var præsten i Herrested, der konfirmerede den 14-årige Just og gav ham karakteren "Meget god af Kundskaber og Opførsel". Og kundskab var noget, som Just satte pris på og som han senere indprentede sine børn, i hvert fald sine sønner, der alle kom i betalingsskole og senere i typograflære, ja nogle blev endog journalister og skrev og udgav selv blade og aviser. Mon også Karen og Rasmus har været læsende og kundskabssøgende? Det ved vi desværre ikke, men de 6 kvikke børn fik da alle gode skudsmål ved konfirmationen.

Samme år fik familien desværre også lejlighed til igen at sørge, da den næstældste i søskendeflokken og blandt de hjemmeværende børn, den "vanvittige" og tilsyneladende ukonfirmerede Ove Christian døde, 25 år gammel, den 8. April og blev begravet den 15. April.

Også Ove Christians død blev noteret i Skifteprotokollen på Ravnholt Gods med denne udtalelse "Ove Christen Rasmussen af Herrested, som vanvittig ved Døden var afgaaet uden at efterlade sig Noget som kunne bevirke Skiftehold".

I 1830 var optegnelserne i Lægdsrullen over familiens nu 4 indskrevne drenge således:
-- Frederik (overstreget) - Fødested: Herrested - 27 (år) (overstreget) - 66 1/2 (tomme) (overstreget) - Anmærkning: L(S?) 1829 Artill 4 Comp - ej fortjent. Til Haderslev Amt, Thyrstrup Komm(?) 19.-113 '5/31 og ?? 1832.
-- Ole - Fødested: Lundsgaard - 24 (år) - 62 (tommer) - Anm.: G63S1828 - og nedenunder: S'1832 Art 46(C?)
-- Rasmus - Fødested: Lundsgaard - 19 (år) - 65 (overstreget), 64 1/4 (overstreget), 66 1/2 (tommer) Opholdssted: hjemme --- nedenunder ....... ?? 1833. ----- paa begge fødder - Afd 5/5 1830 (overstreget) -- Bjerts Haderslev Amt - 1841 (overstreget) -- ??? E Paa Lundgaard i Lægdet .. fornyet og afgjort? ?? 1832
-- Just - Fødested: Herrested - 14 (år) - Opholdssted: hjemme

Det må bemærkes, at der er 3 år mellem nye lægdsruller og at der derfor forekommer årstal og optegnelser, som er foretaget også i 1831 og 1832.

Men netop omkring 1830 rejste Karens ældste - og nu gifte - søn Frederik bort fra sin hjemegn for at slå sig ned i Jylland. Mon det skete allerede i 1829? Han er tilsyneladende rejst alene derover - til Haderslev Amt. Og den 1. Maj 1830 rejste også hustruen Marie Lucie Petersen med sin 6 måneder gamle søn Rasmus Peter Frederik fra Hesselager til "Bjert Sogn i Haderslev Amt".

1832:

I Sønder Bjert var Frederik og Marie Lucie ikke alene, for på et tidspunkt inden September 1832 rejste også Karens ældste datter Ane derover. Ane har åbenbart været kæreste med en jævnaldrende gårdmandssøn i Gislev, Salomon Larsen (Bruun) og forholdet havde fået følger, så den 6. September 1832 fødte hun sønnen Rasmus Larsen Bruhn, mens hus opholdt sig "hos sin Broder, Forpagter Fridrich Rasmussen i Sognet", som præsten noterer i kirkebogen ved dåben i præstegården den 9. September. Her står også: "Til Barnefader var efter Gjordemoderens Angivelse udlagt Ungkarl Salmon Larsen Bruhn, en Søn af Gaardmand Lars Bruhn i Giislev i Fyen".

1833:

Nu begyndte også den ældste hjemmeværende af børneflokken, Ole på 28 år, at tænke på ægteskab og det er vel i denne forbindelse, at Karen Justsdatter atter går til Skiftekontoret på Ravnholdt Gods, for at få endeligt skiftet efter ægtemandens død. Det er måske her, at gården for første gang på skrift benævnes "Ongerskov". Til denne skifteforretning havde Frederik indsendt en erklæring om at han ikke behøvede at være til stede og at han ikke gjorde krav på nogen arv. Da både Rasmus og Just var mindreårige (24 og 18 år) og der også var de umyndige søstre at tage hensyn til, mødte for dem gårdmand Hans Justesen i Maare.

I skiftet opgøres alt indboet på gården, fra det rødmalede Fyrbord(?) med skuffer til 2 linnedsunderdyner i dagligstuen, inventaret i køkkenet og møblementet i stadsstuen, samt indholdet i alle de andre rum, heribalndt pigekammeret og ølkælderen, bryggershuset og på loftet osv. Det var ikke en helt lille gård tilsyneladende ogvurderingen af inventaret beløb sig til 212 rigsdaler, 3 mark og 4 skilling.

Gårdfæstet overgik til Ole, mens de øvrige børn fik tildelt nogle pengebeløb. Til Rasmus og Just skulle der pr. 11.Juni udbetales 1835 rigdaler og 50 mark, mens søstrene Ane, Karen og Christiane ved deres ægteskab eller når de blev myndige, ville få et beløb 16??? og "frit Bryllup efter Egnens Skik og Brug paa 50 Folk(?)"

Angående evnesvage Christiane er der et særligt notat: "Skulle Datteren Christiane, der er svagelig, ikke blive givt eller paa anden Maade forsørget, fastsættes som en ...., at hun skal nyde sit Ophold i Gaarden hos den nye Fæstner".

Ole skulle så overtage alt mod at udrede alle udgifter. Udgifter til skiftet beløb sig desuden til 9, 92.

Det endelige skifte blev derefter underskrevet af Karen K.I.D. Justesdatter, med ført pen og Hans Justesen. Just skrev selv under med nydelig skråskrift og Rasmus med en lidy skæv og løs rundskrift. Men Ole underskrev med ført pen: Ole O.R.S. Rasmussen.

Og så var den 28-årige Ole gårdmand og kunne roligt gifte sig med den 21-årige Anna Maria Clausdatter. Brylluppet blev holdt i Gislev Kirke den 28. September 1833.

1834:

I Folketællingen, som blev foretaget den 18.Februar, kan vi se, at det meste af familien stadig bor på gården i Herrested med 29-årige Ole som gift gårdmand, hans kone Marie og Karen Justsdatter på nu 63 år som aftægtskone. "Husfaders Søskende og Tjenestefolk" står der om de andre familiemedlemmer: Rasmus på 25, Just på 19, Ane på 28 og Christiane på 26 år. På gården bor også Anes uægte søn Rasmus Larsen Bruun på 2 år.

I året er der både sørgelige og glædelige begivenheder i familiens liv:

Den 30. Juni dør Karen Justsdatter som 61-årig, "Enke af Unkerschou". (NB i Folketællingen angav man hendes alder til 63!). Hun begraves på Herrested Kirkegård den 5. Juli.

Den 15. November bliver Ane gift i Herrested Kirke med Salomon Larsen fra Gislev. Hans Justesen af Maare og gårdmand Ole Rasmussen er forlovere.

Den 26. December dør søster Karen som kun 20/21-årig "Gaardmandsdatter af Unkerskov".

1835:

Karen Rasmusdatter begraves på Herrested Kirkegård den 3. Januar 1835.

Den 14. Marts fødes Ole Rasmussens første barn, sønnen Rasmus Olesen (Olsen), i Unkerskov. Han døbes i Herrested Kirke den 10. Maj og vaccineres den 22. Juli af Dr. Fryd.

1837:

Den 2. Marts bliver Ole i Unkerskov atter far, denne gang til datteren Christiane Olesen (Olsen), som døbes i Herrested Kirke den 30. April og blandt fadderne er gårdmand Hans Justesen. Den lille pige bliver vaccineret den 17. Juli af Dr. Fryd.

1839:

2 år efter sidste nyfødte, føder Ane Marie endnu en datter den 29. December i Unkerschou. Barnet døbes Karen året efter,

1840:

Endnu en gang er der folketælling, den 1. Februar bor der på gården i Herrested: Ole på 36 år, Anna Maria på 28, børnene Rasmus, 5 år, Christiane, 3 år, og Karen, 1 år, samt Oles søster Christiane Rasmusdatter på 32, der fungerer som ugift tjenestepige, og yderligere 2 tjenestekarle.

Den 8. Marts er der barndåb i Herrested Kirke, da den den 29. December fødte lille pige døbes med navnet Karen Olesen (Olsen). Barnet vaccineres den 25. Juli af Dr. Fryd.

1842:

Den 30. April bliver Ole atter far til en lille dreng, som den 3. Juli i Herrested Kirke døbes Clasu Olesen (Olsen).

1844:

Just, der i årene forud (mellem 1840 og 1844) er flyttet til København, bliver den 25. Oktober gift der i Vor Frelser Kirke med Caroline Schou fra Slagelse. Resten af sit liv tilbringer Just i København. Der er ingen familiemedlemmer blandt forloverne.

Den 15. November bliver Herrested-familien atter forøget, da Anne Marie føder sønnen Hans, som døbes i Herrested Kirke den 29. December.

1845:

På gården i Herrested bor nu ikke flere af Ole Rasmussens søskende, bortset fra den retarderede Christiane på 38. Ole er nu 41 år, hans hustru 33, og børnene er Rasmus på 11, Christiane på 9, Karen på 6, Claus på 4 og Hans på 1 år. Desuden er der en 28-årig tjenestekarl.

(Af Oles andre søskende bor Frederik i Jylland, Ane i Gislev, Just i København og Rasmus på Ravnholt Hovedgaard, hvor han er hjulmand).

1846:

Hans Olesen vaccineres den 10. Juni af Dr. Riber.

Den 3. Oktober bliver den nu omkring 36-årige Rasmus gift i Kullerup Kirke med Ane Marie Sørensdatter, datter af Skovfoged Søren Nielsen ved Juulskov. Ingen af hans søskende er blandt forloverne.

1847:

Endnu en gang er der familieforøgelse på Unkerskov. Den 22. Maj fødes en lille pige, som den 12. September døbes Maren Olesen (Olsen) i Herrested Kirke.

1848:

Lille Maren Olesen vaccineres den 14. Juni af Dr. Riber.

1849:

Mellem fødslerne er det nu blevet tid til konfirmationerne. Oles ældste søn Rasmus Olesen konfirmeres i Herrested Kirke i 1849 og får karakteren "God af Kundskab og Opførsel".

1850:

Ved folketællingen den 1. Februar angives Ole som 46-årig og Anne Marie som 38-årig. Den nykonfirmerede Rasmus på 15 bor stadig hjemme sammen med de yngre søskende Christina på 13, Karen på 11, Claus på 8, Hans på 6 og Maren på 3. Familien har nu ikke længere nogen tjenestekarl, men Oles søster Christina på 42 bor her stadig.

Den 17. Marts bliver Ole igen far til en lille pige, som den 9. Juni døbes Bolette Olesen (Olsen) i Herrested Kirke.

1851:

Første søndag efter Påske konfirmeres Christiane Olesen i Herrested Kirke. Hendes karakterer er: Kundskab: meget god, Opførsel: Udm. god.

Den 25. Juni vaccinerer Dr. Riber den lille Bolette.

1853:

Ole og Anne Marie får deres sidste barn den 29. Juli 1853. Det er en datter, som den 9. Oktober døbes i Herrested Kirke med navnet Lovise Olesen.

1855:

I folketællingen den 1. Februar anføres det, at Ole Rasmussen er 51 år og Gaardfæster. Gården er altså stadig væg ikke blevet til selveje! Anne Marie er 43 år, Rasmus på 20 bor stadig hjemme ligesom Claus på 13 og Hans på 10, samt søstrene Christiane på 18, Maren på 8, Bolette på 5 og Lovise på 2 år. Oles søster Christiane Rasmusdatter på 46 bor stadig på gården.

Lovise Olesen vaccineres den 6. Juni af Dr. Riber.

1856:

Claus Olesen konfirmeres i Herrested Kirke den første søndag efter Påske med karkateren: Kundskab: god, Opførsel: god.

1857:

En sørgelig begivenhed indtræffer, måske en tragedie, men når man ser nærmere efter, har det måske været en lettelse - det får vi aldrig at vide. Den 12. November dør Ole Rasmussen som blot 52-årig - "af Drikfældighed"! Han begraves på Herrested Kirkegård den 20. November.

Anne Marie Clausdatter på omkring 45 år står så nu alene med en stor gård og 7 umyndige børn samt sin evnesvage svigerinde at forsørge. Det kunne lyde som en tragedie, men det lader til, at Anne Marie var en gæv kvinde, der kunne tage sagen i sin egen hånd og passe den store husholdning. Hun havde måske allerede længe haft tøjlerne, når man tænker på Oles "drikfældighed", så det har måske ikke været den store forandring. I hvert fald fortsætter hun fæstet og forstrer børneflokken op.

1859:

Palmesøndag 1859 konfirmeres Hans Olsen i Herrested Kirke. Præsten noterer: "Kundskab, Opførsel: Mgod".

1861:

Atter en konfirmation søndag efter Mikkelsdag: denne gang er det Maren Olsen, som konfirmeres i Herrested Kirke med karakteren "Kundskab, Opførsel: Mgod".

1862:

Fra dette år findes en "Kirkeprotokollens liste over tiendeydere i Sognet (Herrested)" - her finder vi på matr. nr. 14 Ole Rasmussens enke.

1864:

Bolette Olsen konfirmeres i Herrested Kirke søndag efter Påske med karakteren: "Kundskab, Opførsel: M.god".

1865:

Christiane Olsen nedkommer med uægte søn den 1. Marts i Herrested. Til barnefader udlægger hun Ungkarl Christian Pedersen, Karl paa Hellerup. Barnet døbes Anders Pedersen i Herrested Kirke den 9. April. Blandt fadderne er Christianes brødre Hans og Claus og søster Karen, der er stuepige i præstegården.

Den 11. Mai vaccinerer Dr. Salicath den lille dreng.

1867:

Så er det yngste datter Lovise Olsens tur til at blive konfirmeret i Herrested Kirke søndag efter Mikkelsdag. Præsten giver hende karakteren: "Kundskab, Opførsel: M.god".

1870:

Årene går og den 1. Februar er der atter folketælling. Ole Rasmussens enke, Ane Marie Clausdatter, der nu er 57 år, sidder stadig som "Gårdforpagter" på gården i Herrested, hvor hun driver landbrug med børnene som medhjælpere: Rasmus på 34, Karen på 30, Claus på 27, Hans på 25, Bolette på 19 og Lovise på 16. Svigerinden Christiane Rasmusdatter på 60 år "har sit Ophold i Gaarden" og her bor - foruden en tjenestekarl - også et 4-årigt plejebarn, Anders Pedersen, som samtidig er "Hendes Dattersøn"!

1879:

Søndag efter Påske bliver Christiane Olsens uægte søn Anders Pedersen, som bor på familiegården, konfirmeret i Herrested Kirke. Det er kun Christiane, som angives under "forældre". Præstens karakter er Mgod.

1880:

Ane Marie Clausdatter og hendes børn fortsætter med at bo på gården i Herrested. Iflg. folketællingen den 1. Februar er hun nu 67 år og gårdfæsterske. Hans er 35, Lovise 26 og Bolette 29. Svigerinden Christiane på 71 bor også stadig hos familien og er opført under reubrikken "er uden forstandsevner (idiot)". Dattersønnen Anders Pedersen er nu 14 år og arbejder som tjenestekarl sammen med den 21-årige Jens Larsen fra Hellerup.

1882:

Ane Maries yngste datter Lovise bliver gift den 27. Oktober i Herrested Kirke med gårdejer i Ferritslev Mads Rasmussen. Lovise er 29 år, mens hendes ægtemand kun er 22. En af forloverne er Lovises bror Hans.

1888:

Nu er det så Bolettes tur til at blive gift. Hun er efterhånden blevet 38 år og brudgommen er den 41-årige gårdejer Knud Jensen fra Kragelund. Forlovere ved brylluppet, der finder sted i Herrested Kirke den 28. April, er Bolettes bror Hans Olsen og svogeren Mads Rasmussen fra Ferritslev.

1889:

Den 11. Februar dør Ane Marie Clausdatter af et hjerteslag. Hun er blevet 76 år gammel og har drevet Ungerskovgården videre med børnenes hjælp i 32 år. Begravelsen foregår fra Herrested Kirke den 18. Februar.

Det lader til, at familiegården opgives efter Ane Maries død. Hans Olsen, som har været "gårdbestyrer", overtager den nemlig ikke. Han flytter i stedet ind hos søster Lovise i Ferritslev og køber derefter egen gård i Ellinge.

Ole Rasmussens søster Christiane flytter ind hos Bolette og Knud Jensen i Kragelund, hvor hun bor til sin død i 1894.

1890:

Iflg. Folketællingen den 1. Februar ser familieforholdene således ud:

Bolette bor i Kragelund, hun er 39 år og manden Knud Jensen er 43. Faster Christiane Rasmusdatter er 81 år og "i Pleie". Desuden bor her 2 tjenestefolk.

1894:

Den sidste af den gamle generation på Ungerskovgård, Christiane Rasmusdatter, dør den 22. April i Kagelund. Hun blev 85 år og begraves den 27. April på Herrested Kirkegård.

 

Rasmus Rasmussen og Karen Justsdatter i Herrested

af deres 8 børn

får 3 ingen efterkommere: Ove Christian, Christinane og Karen

mens de resterende 5 lever videre i næste generation:

Frederik Rasmussen
f.11.4.1803
d.??
gift 2 gange

Børn:
1: Rasmus Peter Frederik, f.24.10.1829
1: Frants Rasmussen Ungerskov, f.25.8.1835
2: Mads Rasmussen Ungerskov, f.24.9.1842
2: Marie Lucie Ungerskov, f.10.3.1844

Fra halvbrødrene Frants (Frands) og Mads stammer
Slægten UNGERSKOV

Ole Rasmussen
f.21.11.1805
d.12.11.1857
gift

Børn:
Rasmus Ol(e)sen, f.14.3.1835
Christiane Ol(e)sen, f.2.3.1837
Karen Ol(e)sen, f.29.12.1839
Claus Ol(e)sen, f.30.4.1842
Hans Ol(e)sen, f.15.11.1844
Maren Ol(e)sen, f.22.5.1847
Bolette Ol(e)sen, f.17.3.1850
Lovise Ol(e)sen, f.29.7.1853

Ane Rasmusdatter
f.ca.6.4.1807
d.23.7.1887
gift

Børn:
Rasmus Larsen Bruun, f.6.9.1832
d.21.9.1854
Hansine Charlotte Larsen, f.29.6.1836
Peder Sophus Larsen, f.17.3.1839
Hans Christian Larsen, f.17.3.1839
d.12.2.1840
Hans Christian Larsen, f.28.10.1841
Jens Larsen, f.27.3.1844
Theodor Larsen, f.4..6.1847
d.9.10.1853
Frederik Larsen, f.2.8.1849

Rasmus Rasmussen
f.29.5.1810
d.14.11.1876
gift

Børn:
Karen Rasmussen, f.3.8.1847
Lars Rasmussen, f.5.11.1849
Amalie Rasmussen, f.26.6.1852
Rasmus Rasmussen, f.8.4.1857

Just Rasmussen
f.28.1.1816
d.2.7.1889
gift 1844 med
Caroline Schou

Børn:
Rasmus Christian Rasmussen, f.30.11.1845
Peter Just Rasmussen, f.27.3.1848
Hans Frederik Rasmussen, f.24.2.1851
Caroline Justine Rasmussen, f.15.1.1855
Amalie Margrethe Rasmussen, f.6.11.1857
Jens Albert Rasmussen, f.2.6.1863
Julius Rasmussen, f.5.7.1866

Læs om Just Rasmussen og Caroline Schous familie og deres liv i København fra 1844 og frem

Frandts Rasmussen Ungerskov
f.25.8.1835
d.10.12.1917
gift 1866 med
Ane Mikkelsen

Børn:
Mikkel Rasmussen Ungerskov, f.24.10.1829
1: Frants Rasmussen Ungerskov, f.25.8.1835
2: Mads Rasmussen Ungerskov, f.24.9.1842
2: Marie Lucie Ungerskov, f.10.3.1844

Fra halvbrødrene Frants (Frands) og Mads stammer
Slægten UNGERSKOV

Frederik Rasmussen
f.11.4.1803
d.??
gift 2 gange

Børn:
1: Rasmus Peter Frederik, f.24.10.1829
1: Frants Rasmussen Ungerskov, f.25.8.1835
2: Mads Rasmussen Ungerskov, f.24.9.1842
2: Marie Lucie Ungerskov, f.10.3.1844

Fra halvbrødrene Frants (Frands) og Mads stammer
Slægten UNGERSKOV

Ole Rasmussen
f.21.11.1805
d.12.11.1857
gift

Børn:
Rasmus Ol(e)sen, f.14.3.1835
Christiane Ol(e)sen, f.2.3.1837
Karen Ol(e)sen, f.29.12.1839
Claus Ol(e)sen, f.30.4.1842
Hans Ol(e)sen, f.15.11.1844
Maren Ol(e)sen, f.22.5.1847
Bolette Ol(e)sen, f.17.3.1850
Lovise Ol(e)sen, f.29.7.1853

Ane Rasmusdatter
f.ca.6.4.1807
d.23.7.1887
gift

Børn:
Rasmus Larsen Bruun, f.6.9.1832
d.21.9.1854
Hansine Charlotte Larsen, f.29.6.1836
Peder Sophus Larsen, f.17.3.1839
Hans Christian Larsen, f.17.3.1839
d.12.2.1840
Hans Christian Larsen, f.28.10.1841
Jens Larsen, f.27.3.1844
Theodor Larsen, f.4..6.1847
d.9.10.1853
Frederik Larsen, f.2.8.1849

Rasmus Rasmussen
f.29.5.1810
d.14.11.1876
gift

Børn:
Karen Rasmussen, f.3.8.1847
Lars Rasmussen, f.5.11.1849
Amalie Rasmussen, f.26.6.1852
Rasmus Rasmussen, f.8.4.1857

Just Rasmussen
f.28.1.1816
d.2.7.1889
gift 1844 med
Caroline Schou

Børn:
Rasmus Christian Rasmussen, f.30.11.1845
Peter Just Rasmussen, f.27.3.1848
Hans Frederik Rasmussen, f.24.2.1851
Caroline Justine Rasmussen, f.15.1.1855
Amalie Margrethe Rasmussen, f.6.11.1857
Jens Albert Rasmussen, f.2.6.1863
Julius Rasmussen, f.5.7.1866

Læs om Just Rasmussen og Caroline Schous familie og deres liv i København fra 1844 og frem

PERSONER
(alfabetisk liste)

PERSONER
i ALICE's slægt

PERSONER
i ASMUS' slægt

HISTORIER
STEDER
og
TING
FOTOS
TEKSTER

STAMTAVLER og SAMLESIDER

DOKUMENTER
ORDLISTE
HOVEDSIDE
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 14.3.2014 og sidst opdateret d. 16.3.2014